OLP bliver ofte betragtet som en filosofisk tilgang der eksisterede for en kort periode omkring midten af det 20 århundredes filosofi. I stedet for at tage udgangspunkt i en formel forståelse af sprog, bl.a. gennem en matematisk orienteret logik, forsøgte man i stedet at forstå sprog og meningsdannelse gennem dets konkrete anvendelse og med fokus på de sammenhænge hvori sprog bruges. OLP forbindes ofte med filosoffer som Gilbert Ryle, John Austin og Ludwig Wittgenstein og blev forstået som ’afviklet’ i slutningen af 1960erne og erstattet med en mere naturvidenskabelig forankring af filosofien og sprogvidenskaben. I de senere år er man blevet meget mere opmærksom på, at det er en meget selektiv forståelse af OLPs historie. For det første, har OLP levet videre i andre humanvidenskabelige discipliner der har overtaget centrale begreber. Et eksempel på det er begrebet performativitet som starter med Austin og nu er del af både kommunikationsteori, psykologi såvel som æstetiske og andre fag. For det andet,  har en række filosoffer fra 1970erne og til nu, stadig brugt OLP som en tilgang til at adressere filosofiske problematikker. OLP er derfor ikke ’afviklet’ men mere en levende tradition, der har udviklet sig gennem interne uenigheder og ved udvidelse til andre fagligheder. Og for det tredje, har en række nye studier vist at man i historieskrivningen har nedtonet eller simpelthen ignoreret de kvindelige filosoffer, Philippa Foot, Mary Midgley, Elizabeth Anscombe, Iris Murdoch og mange andre, der har bidraget til udvikleingen og  forståelsen af OLP. Denne Cambridge Companion forsøger at omfavne denne mangfoldighed og kompleksitet i forståelsen af OLP, dens betydning og indvirkning.